Om Beskæftigelsesregionen

Beskæftigelsesregionen har til opgave at følge op på resultaterne af jobcentrenes indsats samt understøtte jobcentrene i at opnå gode resultater. Beskæftigelsesregionen udarbejder derfor nøgletal, analyser m.m. om jobcentrenes resultater. Herudover gennemfører beskæftigelsesregionen analyser af det regionale arbejdsmarked og overvåger udviklingen i ledighed.

Beskæftigelsesregionen administrerer de midler, der er afsat til at afhjælpe mangel på arbejdskraft og til at forebygge de problemer, der kan opstå, når virksomheder afskediger mange mennesker.

Beskæftigelsesregionen varetager følgende opgaver

  • Understøtter jobcentrene og sikrer, at der skabes gode resultater i beskæftigelsesindsatsen 
  • Gennemfører en dialogbaseret opfølgning på jobcentrenes indsats og resultater af beskæftigelsesindsatsen 
  • Overvåger og analyserer udviklingen på det regionale arbejdsmarked
  • Stiller viden om det regionale arbejdsmarked til rådighed for de ansvarlige for indsatsen, andre aktører, vejledningsordninger, a-kasser m.fl. 
  • Varetager sekretariatsopgaven for det regionale beskæftigelsesråd 
  • Varetager forvaltningsopgaver i forhold til opholds- og arbejdstilladelser, virksomheders varsling af større afskedigelser og arbejdsfordelinger i virksomheder mv.

Beskæftigelsesregionen og det regionale beskæftigelsesråd indgår hvert år kontrakt med Beskæftigelsesministeren om de mål og resultater, der skal nås det kommende år.

Du kan læse mere om de indgåede kontrakter under beskæftigelsesrådet.