Notat "Udenlandsk arbejdskraft i Syddanmark"
Jobindsats.dk har ultimo 2011 offentliggjort en ny måling af udenlandsk arbejdskraft, der måler omfanget af udenlandske statsborgere med lønindkomst i Danmark og Syddanmark. Dette notat giver et overblik over, hvilke informationer og muligheder der er i statistikken, og tager udgangspunkt i data for 2. kvartal 2011.
Der er 29.215 udenlandske statsborgere med lønindkomst i Syddanmark i 2. kvartal 2011. Omregnet til fuldtidspersoner svarer det til godt 20.000 personer. Syddanmark har efter Hovedstaden/Sjælland den største andel af udenlandsk arbejdskraft, og især grænsependlingen er fremtrædende. Udviklingen viser, at den samlede udenlandske arbejdskraft er faldet med 8,5 % siden 2008. Det er samme udvikling, som den samlede beskæftigelsesudvikling i Syddanmark, der ligeledes er faldet med ca. 8 % siden højdepunktet i 2008. Notatet viser samtidig, at det er grænsependlingen, der er faldet, og dermed er den konjunkturfølsomme komponent i den udenlandske arbejdskraft. Antallet af udenlandske statsborgere med bopæl i Syddanmark har derimod været stabilt stigende i de sidste 3 år, som målingen dækker. Omvendt er antallet af grænsependlere faldet med mere end en tredjedel siden 2008, men i det seneste år er grænsependlingen stabiliseret igen.