Beskæftigelsesregion Syddanmark har igangsat en udviklingsproces i Tønder og Aabenraa kommuner, som har fokus på indsatsen over for unge i alderen 15-17 år, som ikke er i uddannelse eller job, eller som er frafaldstruet. Processen har tre spor, hvor der gennemføres:
- workshops og seminarer med fokus på områdets udvikling
- afprøvning af forskellige initiativer
- to analyser; en samspilsanalyse og en ungeanalyse.
Formålet med udviklingsprocessen er at få afprøvet og dermed kvalificeret ungepakkens initiativer for de 15-17-årige, med særlig fokus på de tilbud, jobcentrene kan tilbyde de 15-17-årige. Et af de væsentligste mål for udviklingsprocessen er, at flere unge gennemfører uddannelse og dermed styrker deres beskæftigelsesmuligheder. Med andre ord skal tilstrømningen af unge i jobcentrene bremses.
Formålet med ungeanalysen er at præsentere en profil af de unge under 18 år; hvad kendetegner dem, hvorfor er de ikke i uddannelse, hvorfor er de frafaldstruede. Analysen ser også nærmere på, hvordan de unge oplever de tilbud, de får fra kommune og uddannelsesinstitutioner. Ungeanalysen følger op på en samspilsanalyse, der blev udarbejdet i efteråret 2010, og arbejder videre med de udfordringer, som samspilsanalysen pegede på.
Ungeanalysen skal ses i lyset af de to ministermål, som kommunerne arbejder efter:
- Beskæftigelse: Færre unge skal modtage offentlig forsørgelse (bortset fra SU)
- Uddannelse: 95 % af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse.
Der er link til ungeanalysen, hvor der præsenteres ungeanalysens konklusion, hvorefter der præsenteres en forståelse af de unges behov, herunder de tilbud der kan imødekomme disse behov. Til sidst gives en kort beskrivelse af nye tilbud i Aabenraa og Tønder, som forsøger at imødekomme de unges behov. Der er link til bilag til ungeanalysen samt et link til samspilsanalysen fra september 2010, som lå til grund for ungeanalysen.